Fra efteråret 2020 og frem til foråret 2022 besøgte og fotograferede Liv Løvetand Rahbek fra vores projekt utallige steder i hovedstadsområdet som en del af sit arbejde med Kvinder i dansk arkitektur. Det har affødt en guidebog om arkitektur skabt af kvinder.

Vi har kaldt den byWomen – En guidebog til hverdagsarkitektur i København og omegn 

Guidebogen byWomen, som er forfattet af Liv Løvetand Rahbek og projektledere Svava Riesto og Henriette Steiner, er en invitation til at opleve arkitektur, planlægning og landskabsarkitektur i København og omegn fra et nyt perspektiv. Bogen følger kvinder, der har bidraget som arkitekter, planlæggere, landskabsarkitekter og designere, og afslører deres bidrag til det moderne velfærdssamfunds fysiske rammer. Den moderne arkitektur og de mennesker, der skabte den, er langt mere forskelligartede, end vi har fået fortalt.

Køb byWomen på forlagets hjemmeside

Storkøbenhavn er fyldt med arkitektur, som kvinder i kreative fællesskaber har skabt og bidraget til. Denne opdagelse er et vigtigt skridt på vejen til en mindre kønsstereotyp forståelse af moderne arkitektur.

Liv Løvetand Rahbek

Liv Løvetand Rahbek. Maja Flink Photography 2020

Gennem bogen introduceres halvtreds bygninger og steder tegnet af kvinder i årene lige op til 1920 til 1980’erne. Alle billeder er taget af fotograf Liv Løvetand Rahbek, som arbejder med visuel kommunikation i Kvinder i dansk arkitektur 1925-75. Som del af sit arbejde med vores projekt besøgte og fotograferede Liv Løvetand Rahbek en lang række steder i hovedstadsområdet.

Stederne repræsenterer bygninger, parker, veje og landskaber tegnet af kvinder i det 20. århundrede. Bogen er et resultat af besøg og samtaler med mennesker i deres hjem, køreture til fjerntliggende hytter, cykelture langs skjulte ruter i de brede velfærdslandskaber omkring skoler eller andre offentlige bygninger og gåture gennem stille boligkvarterer. Nogle steder er kendte, andre har aldrig optrådt i en guidebog før. Fælles for dem er, at de fortæller en hidtil usynlig del af historien om materialiseringen af det 20. århundredes danske velfærdsstat.

byWomen indeholder en introduktion, fotos og anekdoter samt kort, adresser og registre.
En praktisk, lille ledsager, der passer under armen, i hånden eller i tasken, som åbner for nye perspektiver på fantastisk arkitektur i København og omegn, skabt af kvinder.
__

byWomen er støttet af Statens Kunstfond og Dreyers Fond. Den er skrevet af Liv Løvetand Rahbek, Henriette Steiner og Svava Riesto med bidrag fra hele projektteamet. Bogen er udkommet 10. maj hos IKAROS Press og kan købes på forlagets hjemmeside. Den kan også købes i DAC Design Shop.