Kvindernes Bygning på Niels Hemmingsens Gade i København er tegnet af arkitekt Ragna Grubb. Billede: Henriette Steiner, 2021


KVINDER I DANSK ARKITEKTUR har deltaget i Dorthe Chakravartys podcastserie om historie og kultur.

I næste uge er det Kvindernes internationale kampdag! I samme anledning mødte vi i går podcast-vært Dorthe Chakravarty for sammen at kaste velfortjent lys over dansk arkitekturs oversete kvinder. Det blev til et afsnit om kreative samarbejder og visionære skabere, bl.a. byplanlægger og aktivist Anne Marie Rubin og arkitekten bag Kvindernes Bygning, Ragna Grubb.

LYT TIL EPISODEN HER

Hvad er Kvindernes Bygning?

Kvindernes Bygning er et helt særligt hus i hjertet af København. Det er nemlig en af de allerførste bygninger herhjemme, der er tegnet af en kvinde med egen tegnestue. Arkitekten bag, Ragna Grubb (1903-1961), tegnede bygningen som nyuddannet. Kvindernes Bygning er også særlig, fordi det er det første eksempel, vi har på brugen af jernbeton i Danmark – et materiale, som gav helt nye konstruktionsmuligheder for arkitekturen. Siden sin indvielse i 1936 har bygningen udgjort et samlingssted for kvinder og er i dag, 85 år senere, blevet til et samlingssted for mangfoldighed og diversitet.

Kvindernes Bygning. København. Ca. 1960

Kvindernes Bygning i København omkring 1960 med Hotel Cecil og restaurant Karnappen. Hotellet lukkede få år senere men Kvindernes Bygning står stadig den dag i dag. Billede: Wikimedia Commons

Hvem er Anne Marie Rubin?

Byplanlægger Anne Marie Rubin (1919-1993) er en af de danske kvinder inden for arkitektfagene, hvis virke er gledet ud af de fleste historiebøger. Som byplanlægger ydede hun dog et vigtigt bidrag til udviklingen af Dansk Folkeferies feriesteder med sin idealistiske kamp mod den planløse sommerhusudstykning ved landet kyster.

Inspireret af Josephine Baker

Et spændende eksempel på et af Rubins mere aktivistiske projekter er Village du Monde, et visionært samarbejde med jazzdanserinden og multikunstneren Josephine Baker. Målet var at skabe et mødested for fredselskere med trang til diversitet og fællesskab. Det er de færreste, der ved, at Baker har haft berøring med dansk arkitektur. Men Rubin blev inspireret af Bakers alternative levevis, og sammen arbejdede de to kvinder på at udvide Bakers utopiske bofællesskab i Sydfrankrig.

Village du Monde blev dog aldrig realiseret. Men projektet vidner om Rubins store engagement for alternative boformer, som blandt andet kom til udtryk i hendes kamp for Christiania i 1970’erne.

____

Tak til Dorthe Chakravarty for at lade os sætte lyd på de vigtige historier om kvinders bidrag til dansk arkitektur. 

Podcast-vært og historiker Dorthe Chakravarty formidler kunst og historie i lydformat. Hendes podcast byder på interviews med historikere, museumsfolk og forfattere. Du kan frit lytte med her.